Om skolen
På Samsøgades Skole skal man - både som elev, medarbejder, forældre og gæst - føle sig velkommen - og alle skal behandles ordentligt
Samsøgades Skole er fra 1914, men har de seneste år gennemgået en renovering af alle klasselokaler i hovedbygningen.
Vi har omkring 500 elever fra 0.-9. klasse – og desuden fire modtagerklasser.
Vores indskolingselever bruger skolens SFO efter endt undervisning, og en stor del af udskolingens eleverne går i Midtbyklubben i fritiden.
Samarbejde på tværs
Vi har et tæt samarbejde om en tryg overgang fra børnehave til skole med de daginstitutioner, der ligger tæt på skolen.
Som skole midt i Øgadekvarteret i landets andenstørste by har vi alle muligheder for at bruge alt det gode, byen byder på både historisk og kulturelt, og det kommer i høj grad børnene til gode.
Fællesskab og trivsel
Vi vægter fællesskabet højt og lægger stor vægt på åben dialog blandt elever, forældre og medarbejdere, så vi kan samarbejde om de udfordringer, vi har.
Fokus er trivsel, faglighed og fællesskab - og vi tror på, at elever lærer bedst, når de føler sig trygge, anerkendte og motiverede. Derfor arbejder vi målrettet for at skabe et skolemiljø, hvor alle elever trives, og hvor respektfuld adfærd er en naturlig del af hverdagen.
Hver måned har vi et tema med fokus på trivsel, hvor hele skolen arbejder sammen om at styrke fællesskabet og skabe gode relationer på tværs af årgange. Temaerne giver plads til dialog, samarbejde og aktiviteter, der fremmer forståelse, empati og respekt for hinanden – værdier, som er grundlæggende for vores skolekultur.
I undervisningen prioriterer vi høj faglighed og varierede læringsformer. Gennem co-teaching samarbejder lærere om planlægning og gennemførelse af undervisningen, så alle elever bliver mødt på deres niveau og får mulighed for at udvikle sig både fagligt og personligt.
Traditioner og faglighed
Traditioner spiller en vigtig rolle i vores skoleliv og bidrager til at skabe glæde, sammenhold og genkendelighed i hverdagen. Vi værner om de klassiske skoletraditioner – både de små i hverdagen og de større fælles arrangementer, som samler elever, personale og forældre.
Vi har fagdage hver anden uge, hvor undervisningen fordybes inden for ét fag eller tema. Fire gange om året afholder vi temauger, hvor hele skolen arbejder på tværs af årgange. Her får eleverne nye samarbejdspartnere og oplever glæden ved at lære på andre måder og i nye fællesskaber.
Hos os går trivsel, traditioner og faglighed hånd i hånd – fordi vi ved, at elever, der trives, lærer bedst.
Her kan du læse skolens værdier